At man en enkelt morgen skal vaske sig i vådservietter kan ikke ødelægge alle de andre positive indtryk, man får,
når man bruger tre dage i Tanjung Puting National Park på Borneos sydkyst. Senere på dagen kom vi op ad en flodgren,
der ikke var forurenet og her blev der så rigget bruser til ved hjælp af en pumpe og en benzingenerator.
Den kæmpe store park er mest berømt for sine orangutanger. De lever kun to steder i verden, her på Borneo og på Sumatra.
De er truet fra flere sider, dels de firmaer, der fælder den gamle urskov og planter oliepalmer for at tjene
penge og dels fra de folk, der ulovligt fælder træ i junglen. I 1971 stiftede canadieren Birute Galdikan
en fond, der skal hjælpe fangede orangutanger tilbage til naturen, og det er dem og ikke de vilde, der trækkker
masser af turister til stedet. Mange holder eller holdt orangutanger som kæledyr, de er blevet brugt i cirkus og film,
og det er dem, fonden hjælper tilbager til naturen. Udover orangutanger har parken et rigt fugleliv, og den er også
hjemsted for næseaben, som kun findes på Borneo.
Der er to måder at besøge nationalparken. Enten med speedbåd eller en lokal båd, hvor man så sejler ud til et af de
tre steder, hvor man hver dag fodrer de aber, der er sat ud og så sejler tilbage til byen igen. Med speedbåd tager
det kun en time at nå ud til parkens hovedkvarter Camp Leakey. Vi valgte - som så mange andre - en Klotok. Det er en
slags husbåd, hvor man hyrer besætning, kok og guide og så sejler af sted i tre dage og besøger parken i ro og mag.
Det er en fantastisk oplevelse af sidde på båden, mens den tøffer stille og roligt op ad floden. Ved skumringstid
kommer alle aberne, næseaberne, macaques og gibboner ned til floden, hvor de overnatter i trætoppene. Fantastisk
også at sidde i mørket og spise mad, der er en asiatisk restaurant i Danmark vaerdig, mens man lytter til junglens
lyde. For slet ikke at snakke om at falde i søvn og vågne op på dækket til den flotte udsigt. Det kan på det
varmeste anbefales.
|
Er jeg ikke nuttet
Næseaber
vi er gla'e
|
