Vi havde ikke været ret længe i byen før jeg kom til at tænke på en af Højholts "Gittes Monologer". Den hvor hun sammen
med kæresten forlader byen og kører ud i skoven. De står ikke ud af bilen, men nøjes med at rulle vinduerne ned.
Stilheden er simpelthen så uhyggelig, at de bliver nødt til at tænde for bilradioen.
Kuching ligger i den malayiske del af Borneo, på vestkysten 200 km nord for Pontianak og sammenlignet med Indonesien, så
er her meget stille. Det skyldes primært,
at der ikke er nær så mange larmende knallerter. Det er ikke spor uhyggeligt, nærmest dejligt. Samtidig er det verdens
mindste storby. Der bor 500.000 mennekser, det tog 15 minutter, så havde vi set det meste af centrum, dog minus nogle
af sidegaderne. Det er en hyggelig lille by med en flot og indbydende promenade langs med floden. Byen er mere velholdt og ren end
de indonesiske byer. Til gengæld virker folk ikke nær så umiddelbare og imødekommende. De er mere lukkede og reserverede;
lige i starten syntes vi nærmest de var hovne og uforskammede.
Seværdigheder
Byens fort, som siden 1880
har forsvaret byen mod de onde hovedjægere og andre fjendtlige stammer er værd at besøge. Omkring 1840 kom James Brooke til
byen. Hele området hørte dengang under sultanen i Brunei og ham hjalp Brooke med at nedkæmpe et oprør. Og så blev han den
første hvider Rajah i området. Efter James overtog nevøen og derefter hans søn og familien stod i spidsen for provinsen
helt til 1962, hvor den blev en del af Malaysia.
Byen har også et fremragende museum. Det hedder Etnologisk Museum, men er et "alt-i-et-museum".
Der er en utrolig flot samling af muslinger og konkylier, der er udstoppede modeller af orangutanger og andre aber og
slanger, der er modeller af fisk og hele førstesalen er forbeholdt de mange stammesanfund, der lever og har levet på
Borneo. Deres levevis i gamle dage som hovedjægere, der er udstillet traditionelle masker, spyd, knive, skjolde, krukker,
fiskeredskaber og modeller af de forskellige typer langhuse.
Fælles for alle langhusene er dog, at de har beboelse liggende på række med en fælles veranda foran. Langhusene vi så i
Kalimantan var bygget op med beboelser hele vejen rundt om en fællessal. Lidt mere upraktisk og måske en af årsagerne til,
at de ikke længere bruges til beboelse, mens der er masser af Malayer, der stadig bor i deres langhuse. Der også en model
af en beboelsesdel af et langhus i reel størrelse. Alt indbo er med, inklusive indtil flere kranier hængt op under loftet,
så man kan se hvilken stor kriger husherren er. Museet rummer også en afdeling om olieboring i området. En flot og meget
positiv udstilling, som - ikke så underligt - er sponsoreret af Shell!!
I tilknytning til museet er der også en lang række akvarier og flere terrarier med skildpadder og krokodiller.
Der er også et kunstmuseum, men det var lukket, mens vi var der. I en park ved siden af akvariet var der et mindesmærke
for flere af de store krigere, der var faldet i kamp.
Damai
30 kilometer fra byen ligger området Damai. Her er der strand og en lang række luksushoteller. Men vi dødelige, der bor på
de billigere hoteller i selve Kuching kan få adgang til stranden via hotellerne, ved at betale for det selvfølgelig.
Det er ikke bounty-beach med hvidt sand og krystalklart vand. Dertil løber der for mange floder ud i havet, men både
vand og strand er helt OK til afslapning og badning.
Kuching betyder kat på malayisk. Derfor har byen selvfølgelig også et kattemuseum. Og som mangeårige katteejere skulle vi
selvfølgelig ud og se det.
Der er katte i og på træ, i og på porcelæn, store katte, små katte, om katte i film og musik, katte i Egypten, Kina og
meget meget mere. Kitch? ja da, men trods alt en imponerende samling, hvor vi uden at kede os brugte en times tid.
Et OK museum at besøge, når man har ondt i maven og ikke er til de store udfordringer(Den "rigtige" turistmave kom
først om aftenen, varede hele næste dag og gik så over i ondt i maven igen, Erna fik læst en masse i sin bog!!)
Den fynske landsby
Herovre hedder det Sarawak Cultural Village og den har naturtro kopier af de typer huse, de lokale stammer samt malaerne og
kineserne har boet og til dels stadig bor i. Fra Penanfolkets enkle hytter, som de kun bor i i to-tre måender inden de flytter
videre, over Ibanstammens langhuse, der skal holde i 20 år inden de flytter til nyt landbrugsjord til Kinesere og Malayer,
der byggede huse for livet.
Flere af stammerne boede og bor stadig i traditionelle langhuse. I mellemstore og store landsbyer kalder de det også
langhuse, men de er lavet i træ eller cement, i flere etager og uden fælles veranda foran de enkelte huse. det er det, vi i
Danmark kalder rækkehuse.
I Danmark ville det hedde folkedans fra de forskellige egne af Danmark. Hernede hedder det stammedans. Og ærligt, dragterne
er noget flottere, det samme er de optrædende og i Danmark ser man jo ikke nogen jæger på ca 20 meters afstand skyde balloner i stykker med et
pusterør, vel?
Malaysia er som Indonesien et stort muslimsk land og det ses på hotelværelserne. I starten undrede vi os over den pil,
der var klæbet op på loftet på vore værelser, men så gik en prås op for os, den viser retningen til Mekka. Kun på et
enkelt hotel var der ikke nogen pil i loftet, et finere i Pontianak. Af hensyn til gæster
af anden religiøs opfattelse var den gemt væk i en skuffe.
|
Byens store moske
Fjender hængt til skue
Vandbussen, når du skal over floden
Næsen i pilens retning, tak
|
