Loksado - end of the road i bogstaveligste forstand. For I starten af firserne var der ingen vej hertil. Når de lokale
skulle paa markedet i byen Kandangan 40 km væk, saa byggede de en bambusflåde, sejlede ad floden, solgte både
varer og flåde og gik så tilbage. Det tog to dage. Nu kan det gøres paa en dag.
Loksado ligger fire timers kørsel nordvest for Banjarmarsin, og det er herfra, man trekker ind i junglen for at møde
Dayak-folket, der indtil for 25 aar siden alle boede i langhuse. I dag bruges huset primært til ceremonier. Dybt
inde i junglen skulle der dog stadig være landsbyer, der bor i langhus.
Sammen med vores guide Mukani starter vi lidt før Loksado paa en tre timers vandretur i junglen for at nå frem til
Dayak-landsbyen Haruan. Selvom regeringen for fem år siden har smidt cement paa stierne for at gøre det nemmere for
turisterne, saa er det en lidt hård tur alligevel. Floderne er een transportvej, stierne en anden og de går ofte
paa tværs af dalene, så det er op og ned hele tiden, oftest i tæt jungle med høj varme og luftfugtighed.
Men trods drivvåd t-shirt og bukser og underbukser, saa er det en flot tur. Men underligt at høre gibbon-aberne
skrige, mens man gaar paa cement.
Da vi når frem til landsbyen er vi straks samlingspunkt. Der bor 13 familier i landsbyen, 57 mennesker, derfor er der
13 døre i langhuset, der ligger midt i landsbyen, med de små private huse udenom. De er smilende, søde, nysgerrige
og spørger ind til os og vores familie og er ved at falde paa halen, da de ser et billede af lyshårede barnebarn Freya.
De er animister; i følge legenden så blev Ayub og hans bror sendt til en anden ø for at lære religion. Da de havde
lært det, fik de reglerne udleveret paa papir og skulle saa svømme tilbage til Borneo. Ayub slugte sit papir for
bedre at kunne svømme, mens broren beholdt sit. Broren blev muslim, mens Ayub blev animist. Intet af deres tro er skrevet
ned, det overleveres fra høvding til søn(som bliver den næste hoevding). De bruger ikke læge, de har
deres egen medicinmand.
Vi skal sove paa gulvet i et hus, hvor der bor tre grene af en famile. De har hver deres lille rum, mens vi og guiden
sover i det store rum paa bastmåtter. Tandbørstning og vask foregår i floden, toiletbesøg i et område nær floden.
"Hvis I skal op at tisse i nat, saa tramp lidt hårdt, når i går ned til floden, siger guiden. Det skræmmer
slangerne vaek"
Naeste morgen vågner vi ved solopgang til lyden af hanegal, grisegrynt(alle dyr løber frit omkring) og glade
børnestemmer. Vask i floden og morgenmad, så gribende afsked med landsbyen og en god times vandretur inden vi
hopper ombord paa en bambusflåde, der på et par timer sejler os et godt stykke ned ad floden. Her venter bilen og
godt tre timers køretur tilbage til Banjarmarsin. Lidt hårdt og enkelt(nogen vil sige primitivt), men en fantastisk
god oplevelse.
|
Den er sikker nok
Landsbyen set fra floden
Erna foran hytten, langhuset i baggrunden
Bamboo-rafting ned ad floden Amandit
|
