|
|
Dagen blev - indtil nu - tures hårdeste etape, sådan rent fysisk. 200 km i alt. Men især de 40-50 km med konstant kurvekørsel, og hvor vejen hele tiden skiftede mellem "god" og "meget, meget dårlig", trak tænder ud.
Turen startede i det flade område ved kysten, og jeg kom tidligt af sted, så jeg ramte morgenmylderet i alle de små landsbyer. Det tog sin tid, men var faktisk en god oplevelse. Folk, der handler ind, børn på vej i skole og så videre.
Efter ca en time ramte jeg foden af bjergene, og det var et meget smukt syn at opleve morgenskyerne - som solen endnu ikke havde fået helt fortrængt - hænge mellem bakkerne.
Så begyndte det at gå opad og rundt og rundt, som det nu gør, når en vej snor sig op ad bjergene. Og så lige pludselig begyndte vejen at blive dårlig over længere stræk. Store huller, asfalt erstattet af mellemstore sten og grus. Farten var ofte nede mellem 15 og 25 km i timen, og hele tiden skulle jeg holde øje med modkørende, for både de og jeg ville jo gerne køre det sted på den smalle vej, hvor den var bedst. Og hele tiden gennem kurver med øjnene stift på vejen for at spotte de dårlige stykker.
Sådan fortsatte det i op mod to timer, og jeg var godt træt i armene, men så pludselig - midt ude i ingenting - blev den smalle vej firesporet med helt ny asfalt og en ren fornøjelse at køre på. Så blev den tosporet igen og lidt dårligere i kvalitet, og jeg frygtede det værste. Men vejen fortsatte med at være i rimelig god stand, og jeg nåede Kon Tum, min endestation efter godt fem timers kørsel.
Øllen smagte rigtig godt.
|
|
|
