|
|
Jeg var i Dalat i 1997. Dengang brød jeg mig ikke særligt om byen. Det gør jeg stadig væk ikke.
Det var engang de franske kolonialisters foretrukne sommer-oase. Det er druknet i storbylarm og trængsel. Men derfor er byen dog stadig et besøg værd, når man ved, hvad man går ind til.
Turen herop fra Nha Trang var flot på flere af strækkene.
Blandt andet en smuk tur langs flot klippekyst, og opstigningen til Dalat, som ligger i 1500 meters højde, var også en rigtig flot køretur.
Det er netop højden, der gjorde Dalat til franskmændenes foretrukne sommerresidens. Behagelige dagtemperaturer og aften- og nattemperaturer mellem 12 og 16 grader. Nu kommer vietnameserne i hobetal - især i højtider - fordi klimaet og naturen er anderledes end i lavlandet. Masser af nåleskov for eksempel og smukke gamle franske pragtvillaer, som stadig kan ses mellem al det nye betonbyggeri.
Man kan sagtens få en dag eller to til at gå heroppe. En dag med at køre rundt til vandfaldenen rundt om byen og så en dags tid i selve byen. Det kræver et transportmiddel( taxa eller knallert-taxa), Der er et pænt stykke mellem attraktionerne og her er meget bakket.
Den sidste kejser palads for eksempel( Dinh 1), smukt placeret på en høj i en lund af nåletræer og dengang formentlig med udsigt over byens centrale sø. Den smukke gamle banegård, hvor man stadig kan komme på et par timers køretur med tog eller bare en tur langs med den store sø centralt i byen.
Og så er der Crazy House. Arkitektens skræk og nærmest en labyrint i beton med kringlede gange og sjove værelser. Det bør man næsten besøge
|
|
|
