|
|
Det var ikke uden bæven, jeg kastede mig ud i trafikken i Hanoi. Kaotisk og rigtig mange køretøjer, ofte fordelt på både fire og fem vognbaner. Men da jeg først kom i gang, så gik det.
Det tog lidt over en time, bare at komme ud af byen. Og da jeg endelig fornemmede, at nu nærmede det sig, så gik trafikken stort set i stå. Det var to vandbøfler med fem kalve, der gik midt på vejen, og de er ikke så nemme at komme udenom.
Folkene hos Tigit havde stukket en rute ud til mig på Google maps, så jeg slap for de mest trafikerede veje, da jeg altså først var kommet ud af byen. Og hvilket skifte... ikke mere dytten i en uendelighed, bare vinden i ansigtet ud gennem rismarkerne og over floderne. I flere af de små byer, fornægter det sig ikke, at jeg er i et kommunistisk land. Der flages rødt, der er ikke nogen turister, så der kigges efter og vinkes til sådan en som mig.
Nu er jeg fremme i Tam Coc, en lille by i et smukt landskab med rismarker og klipper sådan nærmest kastet ud mellem huse og marker, og jeg har fået et værelse med udsigt som I kan se til højre. I morgen kører jeg 200 km til Vinh, en by uden noget særligt, totalt udbombet under Vietnamkrigen og derfor bygget op igen i kommunistisk beton. Den er også kun mellemvej og overnatning, inden jeg bevæger mig op i bjergene, ind mod Laos. Det tog 3 timers og 40 minutter at køre 150 kilometer i dag, så mon ikke, jeg skal bruge omkring 5 timer i morgen.
|
|
|
